Elementet af empati

Dukketeater har en unik evne til at fungere som et kar for publikum at hælde sig ind i. Et objekt på scenen er langt nemmere at have empati med på grund af objektets “tomhed” eller “livløshed”. Vi fylder den tomhed med os selv, som placerer beskueren et langt mere sårbart og lærenemt sted. Overførslen af ​​os selv til objektet (dukken) fratager os mange af vores forsvar og hindringer, der gør det lettere for os ikke at opleve teater fuldt ud. I denne fuldt oplevelsesmæssige tilstand bliver vi “superempatiske” og forbinder os med dukkefigurerne på måder, der er helt anderledes, end man ville, hvis de så skuespillere.

Mod at skabe trygge rum for øget sårbarhed

Et utroligt fænomen sker under en objektbaseret forestilling. Publikum har droppet sit forsvar og gennemsyrer dukken alle de egenskaber, der er nødvendige for at forstå, forbinde og indleve sig i, hvad karakteren kæmper med. Vi ser os selv opleve kampene og bruger vores egen menneskelighed til at internalisere kampen. I denne “ændrede tilstand” kan man med langt større klarhed komme til at forstå sådanne gådefulde emner som psykisk sygdom, klimaændringer og det indre af plantelivet med alle dets mysterier.

Ansættelse af dukketeater i træningsværksteder

Dukketeater bruges ofte i psykologiske og pædagogiske omgivelser på grund af de egenskaber, der er skitseret ovenfor. Dukketeater gør komplekse ideer mere tilgængelige samt fjerner mentale filtre, som kan udløse benægtelse og andre forsvar, der gør det vanskeligt at assimilere viden og forståelse. Klimavidenskab kan virke utilgængelig, endda forvirrende. I et værkstedsmiljø, der bruger dukketeater, kan man omfavne viden, der er skræmmende, svær at forstå og undvigende. En bredere bevidsthed kan opnås, og man kan blive modtagelig for forskellige tankefrekvenser, hvor beviser både kan mærkes og læres. Idéer og sandhed bliver mere spiselige gennem udsendingen, der er dukketeater. Vores sind og kroppe bliver mere modtagelige for de tilsyneladende esoteriske videnskabelige sandheder.