
Petrea: Det var meget spændende og meget anderledes, ikke på en dårlig måde. Men det var lidt overvældende at se. Det var det her menneskedukketeater, så man skulle virkelig sådan koncentrere sig om ikke at skelne dukkerne og menneskerne og ligesom se det hele som samlet
Nana: Det var de virkelig gode til. Dukken virkede som en rigtig person, sådan som den bevægede sig.
Petrea: Det var faktisk meget imponerende.
Ahmed: Jeg tror det vil ramme den ældre målgruppe lidt mere end den unge, fordi det er måske noget de lidt ældre kan relatere til. Det med at have nogle stressede perioder. Det har man også som unge, men jeg tror også det noget andet, når man er ældre så kan man ikke bearbejde lige så meget.
Petrea: Jeg tror også det ville være godt for unge at se. Jeg tror det ville være lidt sværere at ramme en målgruppe af unge som vil være interesseret i det, fordi at jeg kunne godt forestille mig der var mange der ville være lidt skeptiske omkring det og måske ikke kunne tage det så seriøst, men hvis man rammer en målgruppe som vil kunne tage det seriøst, og som også ville kunne relatere til det, så tror jeg også det vil kunne komme rigtig dybt ind til rigtig mange unge.
Ahmed: jeg vil sige måske den målgruppe der føler sig allermest presset af både perfekthedskultur, præstationspres og pres fra skole, pres fra sociale medier, pres fra forældre, pres fra samfundet generelt. De unge der har det sværest i skolerne. De unge der muligvis har diagnoser, der har svært ved at kunne bebrejde det meste og føler sig presset i sin hverdag. Det er nok de unge, som jeg tror kunne rammes bedst. Stykket det handlede om den her kvinde som arbejder, og arbejder og arbejder og begynder at føle presset, hvor der sker en masse, masse ting oppe i hovedet. Hun tænkte for meget over tingene og til sidst så begyndte hendes krop næsten at give op.
Petrea: Hele hendes liv har hun været inde i den her bobbel af, at hun har skulle lave det her forsøg og lige pludselig, så er hun færdig. Hun har fået sin anerkendelse og så skal hun til at finde sin egen vej. Hun skal finde ud af, hvem hun er og hvad hun gerne vil og hun skal lige pludselig sørge for, at hun ikke træder forkert, og det kan jo være så stressende… Det kan man godt, det kan jeg godt nikke genkendende til. Altså nu går vi lige pludselig i 9. klasse, og vi skal til at tage nogle beslutninger omkring, om vi skal på efterskole, og hvad vi skal i tiende klasse, gymnasiet… Man skal lige pludselig ud af den her bobbel, som hun har været i så mange år, og hun skal lige pludselig ud og finde sig selv.
Nana: Og så handler det om ligesom at gå tilbage til rødderne “you know” ligesom de siger i navnet. Sådan noget med at finde naturen og ikke ikke stresse for meget. Til sidst så virkede som om hun fik meget fred. Fred med sig selv.

Petrea: Finde der hvor man kommer fra. Alle mennesker fortæller hende forskellige veje hun skal gå. Det bliver ligesom illustreret med de her slanger. Der alle sammen er sådan “vi kan finde den perfekte vej til dig” og så går de bare i tre forskellige retninger igen og igen og igen, men så siger de også det her med, hvis du prøver at finde din vej, hvorfor går du så ikke? Det viser også rigtig godt det der med, at hvis man ikke prøver sig frem, så kommer man ikke frem til noget, og så ender man bare med at sidde fast, der hvor man er. Man har så travlt med at finde den rigtige vej, at man ikke tør at træde forkert en gang imellem og komme til at gå ned den forkerte vej for så at vende om igen. Måske også frygten for at skulle starte forfra igen. Musikken var virkelig imponerende.
Nana: Ja. Jeg kunne godt lide harmonierne når de sang ,at der var nogle dybe stemmer og nogle lyse stemmer. Der var det der percussion, som ham der lavede i baggrunden, man kunne høre han havde alt muligt fremme.
Petrea: Så havde han flasker med til at illustrere, at der var en der knækkede nakken og sådan nogle rør med sådan nogle små glaskugler i som illustrerede vand.
Ahmed: Valget af instrumenter var genialt, synes jeg. Man kan man tydeligt mærke, at det er nogle instrumenter og det nogle folk, der interagerer meget med stykket.
Petrea: Man kan mærke, de lægger alt hvad de har i det, og det er meget rart, at kunne mærke at folk er så engageret omkring noget.

Ahmed: Der er en eller anden relation mellem naturen generelt og os mennesker. Et træ er det bedste eksempel. Man siger de trækker vejret som os. Bare det man interagerer med naturen, får dig til at tænke mere klart, får dig til at tænke mere ordentligt og så slapper man også mere af.
Petrea: Jeg synes godt, jeg kunne fange det med klimaet. Det handlede jo meget om at komme tilbage til der, hvor vi stammer fra og omfavne det lidt mere og værdsætte det lidt mere, og jeg synes også de her dyr, de ligesom fangede og lavede eksperimenter på, selvom det nogle gange kan være videnskabeliget nødvendigt, så er det stadigvæk vigtigt, at vi anerkender det nogle gange er nogle skrækkelige ting, vi bliver nødt til at gøre mod levende væsener for selv at få en bedre forståelse af, hvordan vores verden fungerer.
Petrea: De blev ved med at synge det her med tog du den blå pille, tog du den orange pille, tog du den røde pille, vi bliver nødt til at vide det, vi bliver nødt til at undersøge, hvad de gør ved din krop, og det havde jeg faktisk lidt svært ved at forstå, fordi at jeg kunne ikke rigtig se, hvad meningen med medicin var. Jeg synes, der var et meget hurtigt skift fra, at hun vandt den der pris, til hun bare var helt psykotisk og skulle på alt muligt medicin.
Ahmed: Jeg forstår det egentlig godt, fordi jeg kender selv nogle, der arbejder i psykiatrien og når syge mennesker ender sådan nogle steder, så propper man dem med lykkepiller for at ændre på folks følelser, og jeg var meget glad for, at det her stykke viste, at det er måske ikke lige det, der hjælper, men det med at bruge noget tid som menneske til sig selv og med andre mennesker, og det ikke er de her piller der hjælper. For sådan er det også i virkeligheden egentlig.
Nana: For nogle mennesker.
Ahmed: Ja. For nogle mennesker.
Nana: Det kan være forskelligt jo.
Petrea: Jeg har både gode og dårlige holdninger, omkring det her med at medicinere folk. Men jeg føler bare ikke, at det burde være den første udvej. Jeg føler ikke bare vi burde medicinere for at medicinere. Jeg føler, at det viste ret godt, hvor hurtigt det hele bare skal gå i vores sundhedssystem lige nu. Jeg føler at der bliver nødt til at blive brugt noget mere tid på os som individuelle mennesker, når vi går igennem noget så hårdt, som at skulle blive diagnosticeret. Det er for det første en rigtig hård ting at gå igennem, og hvis løsningen så bare er det første og letteste medicin…Der er så mange mennesker, der bliver fejldiagnosticeret og fejlmedicineret, bare fordi, at det er det, der er det letteste og det er det, der går hurtigst. Det føler jeg at stykket illustrerede rigtig godt. Stykket har potentiale til at nå dybt ind hos målgruppen af unge, der kan relatere sig til, hvordan det er at have det svært og være presset. Det handler om ligesom at gå tilbage til rødderne, fortæller de. Sådan noget med at finde naturen og ikke ikke stresse for meget. – at finde fred”.
